Hop til indhold

Kriminelle unge behandles forskelligt

11/10/2010

Hvis kriminelle unge bliver konfronteret med deres handlinger i retten i Viborg, Horsens, Randers eller Esbjerg, er chancen for at blive idømt en ungdomssanktion i stedet for frihedsstraf større end andre steder i landet.

Byretterne i København, Holbæk og Lyngby bruger næsten ikke denne form for straf, hvor de kriminelle unge i stedet for frihedsstraf skal i to års struktureret og kontrolleret behandling på et socialpædagogisk opholdssted.

Det viser en redegørelse om ungdomssanktioner fra Justitsministeriets forskningskontor. Forskerne har især set på brugen af ungdomssanktioner i 2009, hvor denne form for straf på landsplan blev brugt i 86 tilfælde, mens der i 368 tilfælde blev idømt frihedsstraf.

Det svarer til, at ungdomssanktioner blev brugt i hver femte sag. Det er færre end i 2006 og 2007, hvor de blev brugt i en ud af fire sager. Ser man på årene 2007-2009 brugte Retten i Viborg ungdomssanktioner i næsten halvdelen af sagerne. I Odense og Aalborg blev strafformen brugt i henholdsvis 28 og 27 procent af sagerne. I Glostrup i 20 procent, mens Københavns Byret kun brugte ungdomssanktioner i otte procent af sagerne.

Det er især de 15-årige og de 16-årige, der bliver dømt til anbringelse på et socialpædagogisk opholdssted i stedet for frihedsstraf. Fordelingen mellem unge af dansk herkomst og unge af udenlandsk herkomst har forrykket sig, så andelen af unge af dansk herkomst, der har fået ungdomssanktioner, er vokset i både 2008 og 2009, viser undersøgelsen fra Justitsministeriet.

Ungdomssanktion anvendes især over for de mest kriminelle unge, der har begået røveri og grov vold, viser statistikken.  Muligheden for at idømme ungdomssanktioner til særligt utilpassede og udadreagerende unge kriminelle under 18 år har eksisteret siden den 1. juli 2001. Kilde: Sjællandske Nyheder

Klik og læs mere

Kriminelle børn og unge>>

Indsats for adfærdsvanskelige børn og unge>>

Skriv en kommentar

Skriv en kommentar