Opholdssteder for børn og unge fanget i et kommunalt krydspres
Det ser skidt ud for mange private socialpædagogiske opholdssteder for børn og unge fra Tilbudsportalen: Steder lukker og ansatte fyres, fordi der skæres ned på anbringelser og socialpædagogiske tiltag fra kommunernes side. Men præcis hvor skidt er svært at sige, noterer de sig hos LOS, Landsforeningen af private opholdssteder og botilbud.
Vi har ikke et samlet overblik over, hvor store problemer vores 650 medlemmer har, for de indsender ikke deres regnskaber til os. Men de meldinger vi får fra rundt om i landet er, at en meget stor del er pressede på økonomien, konstaterer Geert Jørgensen, der er direktør i LOS.
Nu er det jo ikke nogen nyhed, at kommunerne forsøger at finde besparelser på udgifterne til de borgere, der er opholdsstedernes målgruppe: Der skal spares mange penge i de fleste kommuner, og anbragte børn og unge på socialpædagogiske opholdssteder og botilbud, herunder blandt andet efterværn, vejer tungt på de kommunale budgetter.
Men Geert Jørgensen er bekymret for de konsekvenser, det får:
Generelt er det jo ikke mærkeligt, at kommunerne gerne vil have de dyre børn og unge hjem til tilbud i deres hjemkommune, men det underlige er, at det sker i så stor stil og så pludseligt, som vi hører fra vores medlemmer. I mange tilfælde sker det uden faglige begrundelser. Og det sker ikke altid til den unges fordel, siger Geert Jørgensen
Geert Jørgensen peger også på, at Ankestyrelsens nyeste tal for nye anbringelser på opholdssteder for udsatte børn og unge taler deres tydelige sprog om, hvad det er gang i ude i kommunerne.
Tallet for nyanbringelser er faldet drastisk. Det skyldes jo ikke, at der er blevet færre, der har brug for hjælp, men at kommunerne vælger at tilbyde et mindre indgribende tilbud end anbringelse. Nedgangen i antallet af anbragte skyldes også, at kommunerne hjemtager unge og placerer dem på eget værelse med støtte. Det sker tit uden en god begrundelse og uden, at det er en del af de unges handleplan. I Barnets Reform står der ellers, at der skal være kontinuitet i anbringelsen, og at tiltag skal ske til barnets bedste. Her ser vi desværre mange eksempler på det modsatte, hvor det er tydeligt, at hjemtagelserne bunder i ønsket om at spare penge i kommunerne, siger Geert Jørgensen.
Han fortæller, at han har set flere eksempler på, at hjemtagelsesafgørelser er blevet omstødt i Ankestyrelsen eller Det sociale Nævn – men det er ikke nogen nem proces.
Vi hører fra medlemmer, at borgere ikke får oplyst af kommunen, at de rent faktisk har ret til at klage over en afgørelse, hvor en anbringelse på et socialpædagogisk opholdssted er blevet afslået af kommunen. Det er mange gange ressourcesvage familier, og det er kommunens pligt at fortælle dem, at der er en klagemulighed, og hvis de ønsker det, så skal kommunens sagsbehandlere hjælpe med det, i stedet for, at det er vores medlemmer, der skal bruge tid på det, siger han. Kilde: Socialpædagogen
Klik og læs mere
Akut anbringelse af børn og unge>>
