Indsatsen mod utilpassede unge øges
Under slagordet ”Tryghed og Godt Ungeliv” skruer Køge Kommune nu op for indsatsen mod de grupper af utilpassede unge, som gennem længere tid har skabt uro og utryghed i lokalområdet.
På budgettet for 2012-15 er der afsat i alt 12 mio. kr. – tre mio. kr. om året – til en ny pulje, som skal gå til forebyggende indsats for utilpassede unge i samarbejde med foreninger, ungdomsklubber, boligorganisationer mv.
Det skal være trygt at bo i Køge, og derfor tager vi den senere tids bandekonflikter meget alvorligt. Det er politiets opgave at standse bandenes kriminalitet og skyderi, mens vores rolle som kommune er at styrke den forebyggende indsats og derigennem holde banderne nede.
Vi skal have fat i de unge, som er på vej ind i banderne. Vi skal vise dem, at det er meget smartere at vælge uddannelse og fodbold end en kriminel løbebane i bandemiljøet, siger borgmester Marie Stærke (A) på vegne af aftaleparterne bag budgettet. “Tryghed og Godt Ungeliv”-puljen kommer efter, at Køge Kommune i april og maj holdt en række dialogmøder med deltagelse af beboerforeninger, politi, skoler, SSP-medarbejdere og andre, der har udfordringen med utilpassede unge tæt inde på livet.
Møderne resulterede i et idékatalog med 60 forslag til forebyggende indsatser for utilpassede og kriminalitetstruede unge, der kan være med til at bremse banderne. En arbejdsgruppe bestående af fire medlemmer fra Byrådet skal nu se på, hvilke tiltag, der skal gøres. Samtidig skal forvaltningen undersøge, hvordan den eksisterende indsats mod bander kan målrettes.
Nu går vi i gang med at plukke de bedste forslag fra idékataloget. Samtidig er det også oplagt at overveje, om vi skal justere på de forebyggende indsatser for kriminalitetstruede unge, vi allerede har i gang, f.eks. i kommunens mest udsatte boligområder, så vi bruger pengene bedst muligt, siger borgmester Marie Stærke.
Bag aftalen om budget 2012-2015 står Socialdemokraterne, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og løsgænger Nils Gisli, mens Demokratilisten står uden for aftalen. Budgettet bliver endeligt vedtaget i Køge Byråd den 4. oktober 2011. Kilde: Lokalavisen Køge
Klik og læs mere
Børn og unge med ADHD fastholdes i kriminalitet>>
