Kriminelle unge i job trods plettet straffeattest
En plettet straffeattest er ikke længere en hindring for at komme ind på arbejdsmarkedet.
Coop, Bauhaus og Dagrofa er netop gået helt bort fra at kræve rene straffeattester, og i denne måned har Horesta, der repræsenterer 70.000 arbejdspladser i restaurationsbranchen, åbnet døren for de kriminelle unge.
De arbejdsgivere, der kræver en pletfri straffeattest, kan rent faktisk snyde sig selv i jagten på unge medarbejdere, for de virksomheder, der vælger de kriminalitetstruede unge til, får mere loyale og motiverede medarbejdere, siger Ole Hessel, der står i spidsen for High Five, der hjælper kriminelle unge i job.
For få år siden sagde 9 af 10 virksomheder nej, når han bankede på døren for at få en ung ind. I dag siger 9 “måske” og en virksomhed siger ja.
Straffeattesten viser personens tidligere handlinger, men ikke nuværende og fremadrettet adfærd. Derfor er det hamrende forkert at udelukke småkriminelle unge på grund af en plettet straffeattest, siger Ole Hessel.
I Dansk Supermarked er en plet på straffeattesten ikke en hindring for at komme til samtale eller få et job.
En straffeattest kan ikke stå alene, den er en del af mange elementer. Derfor er det vigtigt at få folk til en samtale, siger Karina Jakobsen, der er personalechef i Bilka i Næstved.
Ole Hessel tror, at et krav fra omverdenen er årsag til, at flere virksomheder ikke afviser kriminelle unge med en plettet straffeattest. Der er et globalt pres og et pres fra kunder og ansøgere om, at virksomheden er socialt ansvarlig, siger han.
22-årige Mathias Jakobsen fra Næstved har en plet på straffeattesten, blandt andet fordi han har kørt bil uden kørekort, og attesten havde han med i lommen, da han kom til samtale i Bilka i Næstved. Det var ubehageligt at komme med et stykke papir, hvor der står at man har dummet sig, og det var jeg pinligt berørt over. Det afspejlede ikke mig, og det havde jeg det superdårligt med.
Mathias Jakobsen fik jobbet og siden en læreplads i Bilka, og han glæder sig over, at han ikke sidder i den situation, at han ikke kan komme ind nogen steder på grund af straffeattesten. Kilde: DR-Nyheder
Klik og læs mere
Efterværn for kriminelle unge>>
