Efterværn for kriminelle unge
Opholdet på en sikret institution har i sig selv en positiv effekt, når målet er at komme ud af kriminalitet. Det mener det helt store flertal (85 procent) af de unge, der har været anbragt på en af Danmarks syv sikrede institutioner.
Alligevel er det kun et lille mindretal, der formår at holde sig fri af kriminalitet efter opholdet. Det viser en ny rapport fra Center for kvalitetsudvikling, der bygger på spørgeskemasvar fra forskellige fagfolk og de unge selv.
I konklusionen står der blandt andet, at de sikrede institutioner igangsætter en positiv udvikling for en god del af de unge kriminelle.
På flere områder er det lykkedes de sikrede institutioner at bidrage til at understøtte, påbegynde og motivere kriminelle unge til at forbedre deres sociale, materielle, kulturelle og personlige situation, således at de unge får bedre handlemuligheder efter anbringelsen, står der.
Rapporten påpeger også, at en vellykket udslusning fra de sikrede institutioner forudsætter et stort forberedelsesarbejde hos de anbringende myndigheder. Det er nødvendigt at kommunerne tilbyder efterværn for kriminelle unge, når de har afsluttet deres ophold på institutionerne.
I den forbindelse efterlyses der eksempelvis en opfølgende voksenstøtte og muligheden for påbegyndelse af job eller skoleforløb umiddelbart efter anbringelsen, konkluderer rapporten. Kilde: Socialpædagogen
Klik og læs mere
Indsats for kriminelle og udadreagerende unge>>
