Hop til indhold

Indsats for unge med ADHD kræver tværfaglighed

11/12/2010

Frustreret over på ny at være droppet ud af et uddannelsesforløb alt for hurtigt. Dybt irriteret over, at det trods gentagne løfter til sig selv ikke er lykkedes at få kontrol over det daglige hashforbrug, som hjælper til at skabe en smule ro i sindet. En følelse af magtesløshed overfor den uoverskuelige gæld, som års misbrug har resulteret i.

Ofte ligger der forskellige årsager bag, når en kommune har visiteret unge der lider af ADHD, til behandling i Stofrådgivningen i København. Samtidig viser disse problemer sig ofte kun at være toppen af et isbjerg.

Mange af de unge med et misbrug har tidligt i livet oplevet omsorgssvigt. De kommer eksempelvis fra hjem, hvor forældrene ligeledes er misbrugere og måske også lider af ADHD, som er arveligt. De kan være meget velbegavede, men har ofte lidt en række sviende nederlag i skolen, fordi de både har vanskeligt ved at koncentrere sig og ved at fungere i en gruppe. De har svært ved at styre deres impulser, og især drengene havner let i en slåskamp, konstaterer Silas Houlberg, der er psykolog hos Stofrådgivningen.

Det tværfaglige medarbejderteam, som desuden består af psykiatere, socialrådgivere og pædagoger, tager udgangspunkt i den motivation, som de  misbrugstruede unge møder med. De unges primære støtte-kontaktperson i Stofrådgivningen er en pædagog eller en socialrådgiver, som oplever dem både på tomandshånd og ved møder på jobcentret eksempelvis, og som efter nogen tid eventuelt får mistanke om, at den unge kan lide af ADHD.

Katarina Vinding, der er socialrådgiver i Stofrådgivningen, fortæller: Jeg lytter til deres historie og lærer dem at kende i alle mulige situationer. Nogle gange ser jeg, hvor svært de har ved at komme i gang med at rydde op derhjemme, eller hvordan de lynhurtigt bliver urolige og taber fokus, når vi på tomandshånd prøver at få overblik over deres økonomi. Andre gange føler de sig meget hurtigt misforståede og farer op, når vi er til møde med deres sagsbehandler eller i jobcentret. Den slags impulsreaktioner kan lede tanken hen på en ADHD diagnose, forklarer hun.

Hun prøver at give de unge helt konkrete redskaber til at takle de daglige udfordringer. Måske virker det helt uoverskueligt at skulle rydde op i sit hjem. Så kan en huskeseddel med opgaver som at vaske tøj, vaske op og bære affald ned skabe bedre overblik. Desuden evaluerer de møderne med kommunen sammen, så hun hører de unges oplevelse og selv får fortalt sin, som i nogle tilfælde fæstner sig som et nyt perspektiv hos den unge.

Det er altid en af Stofrådgivningens psykiatere, som står for den egentlige udredning, og som om muligt også vil inddrage den unges forældre i undersøgelsen for at få så komplet et billede som muligt af den unges baggrund. Det lykkes ikke altid, da nogle af de unge har så kompliceret et forhold til familien, at de ikke ønsker dem involveret og selv kan bestemme dette, hvis de er over 18 år.

Nogle af de unge tager meget gerne imod forslaget om en psykiatrisk udredning, fordi de har en oplevelse af at være plaget af større problemer, end de selv kan takle. Andre har modstand imod, at der eventuelt skal sættes en diagnose på dem og takker nej til undersøgelsen. I så fald arbejder teamet videre på det eksisterende grundlag og tilbyder dels socialfaglige forløb, dels psykologbistand, hvorimod medicinsk behandling af ADHD ikke iværksættes.

Som udgangspunkt tager medarbejderne i Stofrådgivningen fat i de ting, der umiddelbart nager den enkelte unge mest. Ofte handler det såvel om deres misbrug som om deres fremtidsmuligheder, der kan virke håbløse for dem selv, fordi de oplever, at de ikke passer ind i hverken skoler eller kan leve op til kravene på en arbejdsplads.

Vi giver dem en større forståelse for, hvorfor de føler trang til at ryge 5-7 gram hash om dagen og peger på nye handlemuligheder. Mange, der lider af ADHD, finder ro ved at bevæge sig, så jeg træner ofte sammen med dem, så de oplever en naturlig træthed og har bedre mulighed for at finde ind i den naturlige døgnrytme, som de savner voldsomt. Nogle koncentrerer sig betydeligt bedre, når de hører høj musik og vil måske kunne lave en aftale med læreren eller chefen om, at de lejlighedsvis skruer op for iPod’en, forklarer Katarina Vinding.

Ofte lykkes det i samarbejde med kommunerne at tilrettelægge individuelle afklaringsforløb med korte praktikophold, som i takt med, at de unge nedsætter deres forbrug, giver dem nyt mod på fremtiden.

For nogle resulterer forløbet på Stofrådgivningen i en række nye erkendelser, som blandt andet bliver vendt ved samtaler med psykolog Silas Houlberg. Det er meget forskelligt, hvilket behov de har for at tale om ADHD. For nogle kommer det til at fylde meget i takt med, at de eksempelvis mærker, at medicinen virker, og de får nye resurser. Når de bliver mere bevidste om deres impulser og om, hvordan de konkret kan forholde sig til symptomer på uro og utilpashed, kaster det også et nyt lys over de problemer, de har levet med i mange år i forhold til både familie, skole og kammerater. De har haft rigtig gode grunde til at medicinere sig selv med et misbrug, som de nu søger at gøre op med,” mener Silas Houlberg.

Det tager lang tid at blive stoffri, og det mål er ofte ikke nået helt, inden de unge slutter forløbet på Stofrådgivningen. Derfor sørger rådgivningen altid for, at andre følger behandlingen op. Den unges praktiserende læge bliver orienteret om forløbet, så han eller hun er opmærksom og kan spørge ind til problemerne. Desuden tilrettelægger hjemkommunen i næsten alle tilfælde en særlig indsats som opfølgning.

Nogle af de unge tager hul på et revalideringsforløb, andre får tilknyttet en kontaktperson eller en mentor eksempelvis. En af de store udfordringer er, at der inden for alle fagområder stadig kun er få mennesker med specialviden om ADHD. Det gælder både i kommunerne og inden for psykiatrien, hvor der er lang ventetid hos de specialister, som skal følge de udskrevne unge op.

Stofrådgivningen i København har fra sin start i 2001 været etableret som et behandlingssted, som integrerer den psykiatriske og den socialfaglige indsats. Nu begynder behandlingstilbud i flere kommuner i landet at tænke i samme baner, så man kan undgå, at unge misbrugere med psykiske lidelser bliver kastebold imellem psykiatrien og misbrugscentrene.

Psykiater Henning Laugesen i Århus virker i dag fra sin private praksis som konsulent for denne udvikling i en række kommuner, efter at han de seneste år har stået i spidsen for ”Projekt bedre udredning” ved Center for Misbrugsbehandling i Århus. Det er den helt rigtige udvikling, der er i gang, for det er næsten umuligt at få impulsstyrede mennesker, der lider af ADHD, til regelmæssigt at opsøge psykiatrien, ligesom der i dag ikke findes et relevant tilbud til dem der. Derimod oplever de deres misbrug som så presserende, at de ønsker hjælp. Derfor skal det psykiatriske tilbud integreres i misbrugsbehandlingen, siger han.

Projektet er i dag implementeret i misbrugscentret, og læren fra projektet var, , at det i overraskende grad var muligt at fastholde en meget udsat gruppe i behandlingstilbuddet og forbedre såvel deres sundhedsmæssige som sociale situation. Nogle af brugerne var unge, men flertallet havde årtiers misbrug og psykosociale problemer bag sig.

I dag er Henning Laugesen blandt andet psykiatrisk konsulent for forsøgsprojektet ”I job med ADHD” ved Arbejdsmarkedscenter Syd i Århus Kommune, målrettet unge mellem 18 – 25 år. Jeg er overbevist om, at vi når markante resultater, når vi helt fra starten har et helhedsorienteret fokus, som så klart også inddrager jobperspektivet, siger han.

Den tese nikker de genkendende til på Stofrådgivningen i København. Jo større tværfagligt samarbejde, vi opnår internt, og jo bedre vi er i dialog med kommunale sagsbehandlere og jobcentre, jo større resultater opnår vi med de unge, siger psykolog Silas Houlberg. Kilde: Servicestyrelsen

Klik og læs mere

Indsats for socialt belastede unge>>

Tilbudsportalen for socialpædagogogik>>

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Skift )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Skift )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.