Indsats for kriminelle og udadreagerende unge
I Danmarks udsatte boligområder er der en koncentration af mennesker med sociale problemer, hvor arbejdsløshed og misbrug samt utilpassede og kriminelle børn og unge med manglende fremtidsudsigter præger hverdagen.
Der er brugt cirka 3,5 milliarder kroner på sociale indsatser siden midten af 90′erne; indsatser, der skal hjælpe beboere i beskæftigelse, øge det generelle uddannelsesniveau, forebygge kriminalitet blandt unge osv.
De sociale og forebyggende indsatser udspiller sig indenfor tidsrammer på hhv. fire år for de boligsociale helhedsplaner og seks år for områdefornyelser.
En ny undersøgelse, Center for boligsocial udviklings undersøgelse har gennemført, viser, at denne tidsafgrænsning har en lang række markant negative konsekvenser for de boligsociale indsatsers effekt, organisering, forankring og medarbejderforhold.
Vi håber med denne undersøgelse, at stille skarpt på en problematik, som har været fraværende i den igangværende politiske debat om de kriminelle unge i særligt udsatte boligområder.
Det er et grundlæggende spørgsmål, om der er tid nok til varige forandringer, og om det overhovedet giver mening, at indsatser i udsatte boligområder med mange kriminelle unge stopper, hvis problemerne stadig eksisterer, siger Birgitte Mazanti, leder ved Center for boligsocial udvikling.
Det er et særligt problem, at lederen af helhedsplanen som hovedregel først ansættes, når ansøgningen er godkendt. Dette giver en væsentligt forlænget opstartsperiode, fordi de nødvendige samarbejdsrelationer i lokalområdet først skal bygges op af lederen eller dennes eventuelle medarbejdere.
Endvidere skal dele af helhedsplanen ofte ændres, da den ikke i tilstrækkelig grad er bygget på viden om de faktiske muligheder eller problemer med utilpassede unge i lokalområdet.
En del boligområder har så alvorlige strukturelle problemer, at der i en lang periode fremover vil blive opstartet nye boligsociale indsatser, når de gamle ophører. Når den ene indsats afløser den anden, betyder det, at der i projektafslutningen bruges uhensigtsmæssigt mange ressourcer på få forlænget projektet og ansøge på ny.
Samarbejdet mellem boligorganisationer og kommuner bliver sjældent stærkt nok. Det skyldes bl.a. kommunernes manglende indflydelse og medejerskab i ansøgningsfasen. En række succesfulde indsatser for socialt utilpassede unge stopper derfor, når de centrale puljemidler er brugt op.
Tidsafgrænsningen af boligsociale indsatser resulterer i en udbredt jobusikkerhed for medarbejderne. Der er derfor en fare for at medarbejderne søger andet arbejde inden indsatsens afslutning for ikke at stå arbejdsløse, når den konkrete indsats stopper.
Medarbejdernes viden om lokalområdet og dets potentialer, og det netværk de har opbygget i løbet af indsatsen, herunder forholdet til de unge med særligt problemskabende adfærd, forsvinder dermed i utide.
Tidsafgrænsningen resulterer i, at ansøgningerne sjældent formuleres i sammenhæng med beboerdemokratiet eller med lokal borgerinddragelse, hvilket kan hæmme beboernes ejerskab i forhold til indsatsen.
Samtidig lader en del boligselskaber grundet tidspres et konsulentfirma stå for ansøgningen, hvilket yderligere hæmmer ejerskabet for den boligsociale indsats for kriminelle og udadreagerende unge. Kilde: DK Nyt
Klik og læs mere
