Socialt belastede unge flytter på landet
En ny rapport fra SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, om socialt belastede og udsatte børn og unge har undersøgt, hvilke forhold der især øger sandsynligheden for, at børn og unge bliver socialt udsatte og får brug for sociale indsatser, som forebyggende foranstaltninger og anbringelser på opholdssteder for børn og unge.
Undersøgelsen fokuserer blandt andet på, hvad der karakteriserer en udsat familie, hvor i landet de har valgt at bosætte sig, og hvordan deres flyttemønstre er.
Mens andelen af anbragte børn og unge ligger nogenlunde stabilt, er andelen, der modtager en forebyggende foranstaltning, blevet mere end fordoblet fra 1993 til 2007. Udviklingen er gået mod en overrepræsentation i yder- og landkommuner af børn, der modtager forebyggende foranstaltninger eller er anbragt udenfor hjemmet.
De karakteristika for særligt omsorgssvigtede børn og unge, som man oftest ser, er, at moderen ikke har nogen uddannelse og ofte er på kontanthjælp eller førtidspension. Det er sociale forhold, der øger sandsynligheden for, at de børn og unge, der vokser op i en sådanne familier, ender som udsatte og utilpassede unge.
Det samme er gældende, hvis moderen bor alene eller sammen med en anden end far. At have kriminelle forældre er også en vigtig risikofaktor samt at vokse op i en bolig i dårlig stand. Særligt socialt belastede børn og unge har oftest flere risikofaktorer i livet på én gang.
Udsatte børnefamilier flytter markant mere end andre familier, og de flytter især imellem ens kommunetyper, fx fra én landkommune til en anden. Samtidig er udviklingen gået mod, at børn og unge fra yder- og landkommuner, der får en forebyggende foranstaltning eller anbringes på socialpædagogiske opholdssteder er tynget af flere risikofaktorer gennem opvæksten, end de samme børn og unge fra bykommuner. Kilde: DK Nyt
Klik og læs mere
